Ungdommen spurgte løs, da »firkantede« Mette Frederiksen forklarede sin »sikkerhedspolitiske femkant«

»Jeg tør ikke spørge hende om noget,« lyder det fra en kvindelig studerende yderst i salen. Klokken 15:30 mandag eftermiddag skal statsministeren, Mette Frederiksen, ankomme på Aarhus Universitet, hvor en fyldt sal af studerende glæder sig til at snakke sikkerhedspolitik med hende. De studerende på forreste række har næsten været her i en time allerede. I løbet af denne time er der opstået rygter om, at en forsamling bestående af syv Palæstina-demonstranter har organiseret sig ved hovedindgangen. Salen er fyldt med snak og latter. Her hersker en løssluppen stemning. Men pludselig, da klokken slår 15:31, forsvinder al lyd. Her skabes et vakuum, og alle vender sig rundt i stolene. Det er den slags autoritet, som kun en statsleder har, tænker jeg. Men det er ikke Mette Frederiksen, der er trådt ind i lokalet. Det er en anden kvinde fra Statsministeriet. Latter spreder sig i hele salen. To minutter senere forsvinder al lyd igen. Denne gang er det den ægte vare. Farligere end Den Kolde Krig Efter en kort introduktion, der var unødvendig – statsministeren behøver ingen introduktion – går Mette Frederiksen op til talerstolen. En studerende lige foran mig virker ret utilpas ved, at DRs gigantiske kamera befinder sig cirka 30 centimeter fra hans ansigt. Han læner sig til siden i stolen, så han kan se Mette Frederiksen ordentligt. Og der er god grund til at følge med, for statsministeren lægger benhårdt fra land. Hun starter med at sige, at den sikkerhedspolitiske situation, vi befinder os i, er »farligere end Den Kolde Krig«, og at hun frygter, »at de 30 år mellem Den Kolde Krig og nutiden blot var en parentes i historien.« Velkommen. Derefter snakker hun om hybridkrig og om, at hendes egne sociale kanaler er fyldt med russiske trolde. Ingen siger et pip, man kan kun høre hende. Dernæst distancerer hun sig en anelse fra de unge i salen ved at sige, at de, modsat hende, kun har kendt et fredeligt Europa hele deres liv. Og så kommer der en subtil stikpille til kongerigets politiske kommentatorer, som hun, som jeg hører det, får kaldt overflødige. »Jeg bruger ikke tid på at være politisk kommentator, dem er der nok af. Jeg HANDLER,« siger Mette Frederiksen, mens jeg kan se Bent Winther for mit indre øje. Firkantede Mettes sikkerhedspolitiske femkant Salen er hovedsagelig fyldt af jura- og statskundskabsstuderende. Og det er ærgerligt. For nu slår Mette Frederiksen over i geometri. Hun forklarer, at Ukraine agerer skjold for hele Europa lige nu, hvis »hun skal være lidt firkantet«. Derefter tager hun hul på sin teori for et sikkert Europa. En femkantsteori. Kort forklaret består femkanten af følgende fem kanter. 1. Oprustning, sikkerhed og Ukraine-støtte. 2. Grøn energi og uafhængighed af russisk gas. 3. Eksport og konkurrenceevne – afbureaukratisering af Europa sågar. 4. Immigration – en stram udlændingepolitik er nødvendig, siger hun. 5. Social balance, fordi hun er Socialdemokrat (hendes ord, ikke mine). Da femkanten er forklaret, noget mere udførligt end i ovenstående, går Mette Frederiksen videre. Hun forsikrer den ungdommelige forsamling om, at vi skal være mere robuste og kritisk tænkende end nogensinde før. Og så slutter hun monologen af med at forklare, at hun er optimistisk hvad angår Europa og verdensordenen. »Vi skal nok komme igennem,« siger hun. Spørgerunde og morsomme Mette Moderatoren tager ordet. Han forklarer, at folk helst skal stille korte spørgsmål, så vi kan nå så mange som muligt. Så spørger han, om nogen i salen vil starte. En ung fyr rækker straks armen i vejret. Moderatoren ignorerer (eller overser) ham og benytter sin moderatormagt til at lire det første spørgsmål afsted til statsministeren. Den havde han planlagt hjemmefra, tænker jeg. En studerende stiller et spørgsmål angående europæisk samarbejde med nogle »nye lande«. Mette Frederiksen lader døren stå på klem for samarbejde med latinamerikanske lande, Australien, New Zealand og Indonesien og siger, at hun altid har været stor fortaler for et samarbejde med de afrikanske lande, som vi kun er adskilt fra af »et lille hav«, og som vi, ifølge hende, kan nyde godt af at samarbejde tæt med. Det ved hun sikkert mere om, end jeg gør. Hun har jo læst Afrika-studier, tænker jeg fra min stol. Så bliver ordet givet til én, der tilsyneladende også fandt moderatorens introduktion en anelse overflødig. I hvert fald den del med de korte spørgsmål. Han stiller et firedelt spørgsmål, som statsministeren, forståeligt nok, har svært ved at hitte rede i. Ganske kløgtigt benytter hun derfor spørgsmålet til at løsne lidt op for stemningen i salen efter 20 gravalvorlige minutter. »Der er virkelig mange elementer. Hvis jeg bare siger ja eller nej, er jeg jo fanget« Salen omfavnes af latter. Han, der blev ignoreret af moderatoren i første omgang, får nu endelig lov til at stille sit spørgsmål. Han spørger statsministeren, hvordan vi sikrer, at den massive oprustning ikke går ud over velfærdssamfundet herhjemme. Mette Frederiksen henviser til det efterhånden berømte økonomiske råderum, hvorefter hun slår over i et politikersvar, som jeg ikke helt forstår, men manden bag spørgsmålet virker fint tilfreds med svaret. Et af de sidste spørgsmål, der bliver stillet, går på, hvordan vi undgår, at Europa sakker yderligere bagud. Mette Frederiksen fortæller, at hun drømmer om »et større EU, hvor mange flere lande er med.« Hun nævner briterne og Ukraine som eksempler. Herefter forklarer hun, hvad der adskiller os fra eksempelvis Rusland. »Vi bliver nødt til at erkende, at når vi er demokratier, så er det sværere at træffe beslutninger, fordi vi taler sammen. Vi skubber ikke vores modstandere ud ad vinduet,« siger hun med henvisning til den lange række af tilfælde gennem årene, hvor politisk aktive russere er faldet ned fra altaner og ud af vinduer. En anden studerende spørger, om der er risiko for, at tingene bliver noget hastværk med Mettes besked om »køb, køb og køb« til Forsvaret. Statsministeren forsikrer ham om, at der ikke er tid til at sidde og lave analyser lige nu, for så ender han med »at skulle lære russisk«. Bagefter forsikrer hun til gengæld om, at det sidste var sagt som en joke. Til slut siger en studerende med oprindelse i Moldova tak til statsministeren for den store støtte, som Danmark har ydet i Ukraine, da denne støtte også beskytter Moldova fra Rusland. Mette Frederiksen anerkender ligeledes Moldova og siger blandt andet, at »de har en sej kvindelig statsminister«- Selfiekø og skoleavis En lang slange samles foran statsministeren. »Er I også en læsegruppe?« smiler hun til fire elever, der er stemplet sammen foran hende. Den fremmødte presse, der består af et beskedent opbud, står cirka ti meter derfra og venter på, at den alenlange selfiekø når til ende. Da Mette Frederiksen kommer over til os, stiller DR og jeg nogle lignende spørgsmål om de store sikkerhedspolitiske dilemmaer. Størstedelen af det kan hun ikke svare på, fordi hun ikke kan røbe, hvad man konkret forhandler om. Lidt mere raskt går det for sig, da en repræsentant for den aarhusianske skoleavis får ordet. »Hvorfor er det en prioritet at være her i dag – i Aarhus?« spørger han. »Det er det for at høre, hvad der optager de unge mennesker. Det er vigtigt, at vi har en god samtale med hinanden,« lyder det fra statsministeren. Derefter spørger han om noget, der handler om økonomisk omstrukturering, og om der kan blive rykket på SUen. »Der var ikke en hverken direkte eller indirekte besked til de unge, heller ikke om SUen,« smiler Mette Frederiksen. Selv i krigstider er det det, vi unge bekymrer os mest om, tænker jeg for mig selv. https://www.berlingske.dk/internationalt/ungdommen-spurgte-loes-da-firkantede-mette-frederiksen-forklarede